Styr på tiden, hele tiden...
Når du drømmer om at rejse i tiden...
er det ikke altid fordi du gerne vil en tur til månen eller svæve rundt blandt fremtidens galakser.
Nogle gange ønsker du dig blot nogle få timer tilbage i tiden, og i særdeleshed i situationen, hvor du har glemt at sætte P-skiven.
"Vi kan ikke ændre på fremtiden, men vi kan arbejde med funktionalitet og æstetik i nutiden, så de valg, vi træffer i nuet, får en positiv indflydelse på tiden herefter," siger chefdesigner Timothy Jacob Jensen.
Kongstanken omkring den nye elektroniske parkeringsskive er opstået ud fra værdierne og formsproget i Jacob Jensen Design.
Timothy Jacob Jensen forklarer: "P-skiven er påbudt i alle biler i Danmark, den er synlig både ude fra og inde fra bilen.
Den er en del af bilens signalværdi, og det stiller høje krav til designet.
Dertil kommer kravet om stilfærdigt og elegant at sørge for automatisk tidsindstilling."
JACOB JENSEN's Elektroniske Parkeringsskive er ledningsfri og kræver derfor ikke værkstedsmontering.
P-skiven kræver en kalibrering når den er monteret.
Alt er indeholdt i den cirkelformede elektroniske parkeringsskive.
Med diskrete klæbepuder er den efter udpakning klar til at sætte i forruden.
Den Elektroniske Parkeringsskive indeholder et radiostyret ur, som indstiller sig selv efter verdensuret i Frankfurt.
Når bilen slukkes, stopper tiden på uret automatisk.
"P-skiven er endnu en lille ting i hverdagen, du er nødt til at huske på og forholde dig til.
Med den Elektroniske Parkeringsskive ønskede vi en løsning, der kommer hele vejen rundt.
Med denne model, er der er styr på tiden hele tiden, og designet lever op til selv de mest kræsne forventninger", siger chefdesigner Timothy Jacob Jensen.
Den Elektroniske Parkeringsskive er 10 cm i diameter, strømlinet og ultramoderne i den klassiske JACOB JENSEN-kombination af sort og sølv.
Udover opklæbning i forruden og et årligt batteriskift, kræver den Elektroniske Parkeringsskive ingen betjening eller opmærksomhed.
Den Elektroniske Parkeringsskive er godkendt af færdselsstyrelsen "FS-04".